Plone versus andre CMS systemer

Sammenligning af Plone og andre CMS systemer

Der findes en mængde af CMS systemer. Nogle - såsom Plone -  er Open Source, medens andre er udviklet af softwarehuse der kræver en betalt licens. Prisen på kommercielle CMS'er varier meget. De fleste er modul-opbyggede, hvor man så kan købe mere til hen ad vejen.

Før man vælger CMS er det godt at undersøge præcis hvad man får og hvilke bindinger det evt. må medføre.

En række parametre det anbefales at overveje i forbindelse med udvælgelse af et CMS system er:

  • Pris (inkl. pris for evt udvidelser)
    En fordel ved Plone er at det er et åbent source projekt med Licens under GPL (GNU Public License). Dvs. softwaren som sådan er gratis og de fleste tillægsprodukter ligeså. Du køber dig ikke ind i et system, hvor udvidelser og ekstra moduler vil koste xxx oveni. Vi sælger defor heller ikke Plone systemet. Bestiller du et Plone site hos Plan A, betaler du for brug af vores server, linier og evt. arbejde med opsætning. Selve softwaren er gratis.
    Med i prisen skal man selvfølgelig regne de tilretninger, man skal have lavet. Plone har her den fordel at det "ud af pakken" fungerer, har et attraktivt udseende og indeholder de hyppigst forespurgte funktioner. Til mindre sites vil mængden af tilretning før et site kan tages i brug ofte være ganske lille og ligetil at lave.
  • Synlighed (søgemaskineoptimering)
    En stor fordel ved Plone i forhold til andre CMS er at det genererer "rigtige URLs" og at det indeholder en oversigt. Dvs siderne har adresser der kan findes og indekseres af søgemaskiner. De fleste CMSer angiver de enkelte sider med et parameter a la ?id=xxxx og har ikke et tilsvarende oversigtsværktøj.
    Det betyder at sørgemaskinerne ofte aldrig kommer forbi undersiderne, eller kan se at de er der.
    Plone kan ligeledes automatisk generere meta-tags til brug for søgemaskiner.
    Her os Plan A har vi aldrig lavet anden optimering end at oprette sitet og skrive siderne, og alligevel scorer vi på side 1 på Google i flere kategorier.
    Hovedårsagen er selvfølgelig at vi al ubeskedenhed har relevant indhold og at søgemaskinerne kan finde det.
    Der sælges meget "hokus-pokus" som søgemaskineoptimering. Virkeligheden er at der er ingen erstatning for:
    • At der er indhold med tekst på som vedrører noget folk rent faktisk søger efter (Google vægter indhold langt højere end diverse tags man kan sætte på).
      Plone kan ikke skrive dit indhold for dig, men det gør det let at lægge sider ind, lave sektioner mv.
    • At søgemaskinerne let kan finde, hvad du har på dit site.
      Her har Plone en stor fordel. Nyoprettet indhold er umiddelbart og automatisk findbart for søgemaskiner, med mindre du slår en bunke funktioner fra.
  • Tilgængelighed
    Hvor let et CMs system er at gå til varierer meget. Ofte er sværheden afhængig af mængden af faciliteter, dvs. de lette systemer er ofte meget begrænsede i deres muligheder. Plone er nok det af de mere seriøse systemer, der er lettest at gå til, og som er mindst uddanelseskrævende for at vedligeholde. De fleste ikke teknisk kyndige vil med nogle timers genemgang være i stand til at vedligeholde indholdet af et Plone baseret websted.
  • Sikkerhed

    GPL licensen (open source) er en god garanti for, at der ikke er gemte sikkerhedshuller i systemet. Kildekoden er frit tilgængelig og bliver grundigt gransket. Der er ingen mulighed for at holde kortene tæt til kroppen og dække over en svaghed. Findes der en, bliver den løst lynhurtigt. Ved kommercielle systemer foregår denne automatiske uvildige granskning ikke. Det er op til firmaet bagved. Nogle lever bedre op til dette ansvar end andre.
    At Zope/Plone er blevet valgt af organisationer som US Army, NATO, NASA (bla. deres Mars Rover site) og Lufthansa (deres billetsystem) siger noget om, hvor solidt det er, og hvor alvorligt sikkerhed tages.

  • Fleksibilitet
    Kan det udvides og tilpasses ens behov.
    Zope og Plone byger på veldefinerede og veldokumenterede undersystemer. Det betyder at der er lavet et væld af tillægsmoduler, og at der hele tiden kommer nye til. Du vil oftest kunne finde et færdigt og gratis modul, der klarer dine ønsker.
    Med kommercielle systemer er det som regel ikke tilfældet. Her vil du skulle købe et tillægsmodul eller betale for at få et programmeret. Ofte vil ejerskabet af det til tilpassede modul ikke være dit, hvis tvister skulle opstå, og du vil ikke kunne "tage det med dig". 
    Plones udseende kan ligeledes modificeres til møde langt de fleste ønsker. Elementernes fremtræden styres af (stylesheets) css og templates, der er frit tilgængelige og hvor stort set enhver lille detalje kan rettes til. Der findes et utal af færdige 'skins' man kan anvende, samt en række værktøjer, der hjælper en med at lave sit eget.
  • Mobilitet
    En del kommercielle CMS systemer sælges ikke som et separat system, men kombineret med en hosting aftale. Dvs man køber ikke programmet, men en hostingaftale, der giver ret til at bruge programmet. Ønsker man en dag at blive hostet andetsteds er det ikke altid man bare kan tage sit indhold med sig som en færdig pakke. Signer du op til en sådan ordning, er du altså bundet til et bestemt firma.
    Med Plone er der ikke et sådant problem. Skulle du ønske at skifte host eller hoste det selv en dag er alt behøvet software frit tilgængeligt og et site nemt at flytte.
  • Levedygtighed
    Da open source som regel laves og vedligeholdes af frivillige, er et angrebspunkt ofte at det risikerer at sygne hen, hvis en eller to nøglepersoner kommer noget til eller mister interessen. Her er det så vigtigt man vælger et system, der har en nået en "kritisk masse", dvs. er blevet udbredt nok til at der er et stort team af involverede personer.
    Plones udvikling styres af Plone Foundation og har et stort team af tilknyttede personer. At store offentlige institutioner har satset på det betyder ligeledes at det ikke bare vil få lov til at sygne hen.
    Firmaer har selvfølgelig en support forpligtigelse for deres kommercielle produkter, men går det nedenom og hjem, risikerer du alligevel at systemet forsvinder med firmaet.
  • Overholdelse af standarder
    Standarder vedrørende HTML (koder til generering af websider) fastsættes af World wide Web Consortium (w3c). Langt fra alle CMS overholder disse standarder, hvilket betyder at man ikke kan forvente at indhold vil se rigtigt ud i alle browsere eller fremtidige udgaver af ens nuværende. Plone overholder til fulde kravene fra w3c. Det laver altså rigtig og godkendt HTML. Det overholder ligeledes som et af de eneste W3Cs retningslinier for tilgængelighed (brugervenlighed for handicappede brugere). Det er feks. muligt at navigere selv, hvis man ikke kan bruge en mus.